Athenrejsen.

Jeg har flere gange tænkt på at skrive om den truede situation, jeg befandt mig i sommeren 1975 i Athen.

Dels tænkte jeg at denne oplevelse ikke egner sig til familiens “Vandrebog”, da det er lidt specielt at bruge bogen til en extremt ubehagelig oplevelse, som er 33 år gammel, og dels har jeg nævnt det nogle gange under de første år efter oplevelsen og ellers ikke talt om det. Det skyldes, at det er svært at forklare mundtligt, og næsten lige så svært at forklare det skriftligt, men det er trods alt lettere.

Jeg håber, når jeg er færdig med min forklaring, at man har forstået, at det ikke er det rene ”hjernespind”! Så derfor skrev jeg det alligevel i ”Vandrebogen”.

Den rejse, jeg havde køpt til Kreta, indebar, at jeg skulle flyve fra Kastrup til Athen – overnatte på hotel og videre derfra med skib fra Pirceus til Chania (Kreta).

Efter at vi var nået til lufthavnen i Athen, blev vi med bus kørt til et hotel. Der var en del unge mennesker, jeg havde rejst med, der skulle ud at more sig, men jeg gik alene ud for at kigge på byen. Jeg satte mig ind på en Taverne, – efter hvad jeg kunne se,var det et sted for arbejdsgæster. Mit bord var tomt, da jeg satte mig, nød et par ”Uozoer” og en flaske vin.

På et tidspunkt kom der to herrer og satte sig i front af mig. Vi kom til at tale om facisten Pape de Paulus, som ved et militærkup overtog regeringen, som ledte til, at Kong Konstantin og Anne-Marie måtte flygte ud af landet. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg forsvarede socialisterne, som Pape de Paulus bekæmpede med jernhånd + hans koncentrationslejre, hvor han fængslede anderledestænkende mennesker. Normalt i Danmark kan man på et værtshus diskutere politik og være rygende uenige om, hvad det drejer sig om, og så alligevel sige skål til hinanden. Men det blev så en anden sag at sidde på en Taverne i Grækenland, måtte jeg senere bitterligt erfare.

På et tidspunkt blev den ene af de to herrer lidt stivt i ansigtet, hvorefter han sagde til mig: ”Feel under the tabel, what I have for you”. Jeg følte så under bordet, og selv om det havde været en gætteleg, var der ikke noget, man kunne tage fejl af, – det var en pistol, – han fortsatte: ”Stand up and put your hands in your pockets, turn around  facing the door. Outside the Tavern you see an old Opel, go inside and sit in the backseat”. Jeg gjorde så, som han mente, at jeg skulle gøre. Den ene af de to satte sig ved siden af mig i bagsædet med pistolen rettet mod mig, mens den anden kørte. Vi nåede til et sted med en park, her stoppede bilen. Manden ved siden af mig hev en cylinderformet genstand frem, pakket ind i avispapir, han sagde så: ”Take this thing with you, get out of the car and keep going, – If you keep this thing, it will spilt you up, and if you throw it away, i will shoot you”.

Manden måtte jo være gal, selvfølgelig måtte det være en atrap, men hvor langt tænker man i en sådan situation!

Jeg nåede lige akurat ud af døren, så hørte jeg en bil bremse voldsomt op bag ved, og ud steg fire betjente och en lille mand, som jeg genkendte fra Tavernen. Det var kun brøkdele af sekunder, man fattede det. Jeg var gået i panik, kylede cylinderen fra mig og løb, alt hvad jeg kunne gennem parken, indtil jeg nåede nogle patriser-lejligheder, hvor jeg løp gennem hoveddøren og lagde mig på en marmortrappe og hvilte mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var der, men pludselig kom der to betjente ind af døren. Det må have været et meget kort hvil, siden de så mig gå derind. De bad mig venligt om at følge med, og vi kørte til politistationen. Her sad jeg så og ventede på den vagthavende politibetjent, som jeg skulle til samtale med. I ventetiden snakkede jeg med en betjent, som var fra Kreta, og han fortalte om sin kære ö, som han savnede otroligt meget.

Så blev jeg kaldt ind til den vagthavende politibetjent, jeg husker det så tydeligt som var det igår. Han sagde til mig: ”There are two men, who don´t want to see you in life anymore”. Jeg skulle så fortælle om mine oplevelser og den forfærdelige tur.

De tilbød derefter at køre mig hjem til hotellet, men af en eller anden grund takkede jeg nej, måske var det, fordi jeg var forvirret, men hotellet lå ikke langt fra politistationen.

Hvor godt jeg sov den nat, kan jeg ikke lige huske, men det har nok ikke været en rolig nattesøvn.

Næste morgen tog jeg bussen sammen med de andre turister, som skulle den samme vej til Pirceus, og skibet herfra til Chanie. Jeg valgte at tage herfra til Rethimon, som jeg kendte fra året før, og lejede mig ind på et billigt hotel der.

Eftertanker:

Det lyder som en billig kriminalnovelle fra det øjeblik, jeg skulle stige ud af bilen ved parken, – og hvad der så skete. . . . .

Det er sjældent, at virkligheden overgår ens fantasi: at hjælpen skulle komme lige på sekundet.

De få gange jeg har fortalt om denne oplevelse, kan jeg godt forstå, at folk opfatter det som den rene fantasi, men ikke desto mindre er det hele sandt.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg kunne takke ”den lille mand” fra Tavernen, der havde ører og øjne med sig og tilmed så, i hvilken retning Opelen tog, og derfor hurtigst muligt kontaktede politiet. Af tidsplanen at dømme skulle jeg formode, at ”den lille mand” har været heldig at træffe på en patruljevogn på gaden og hurtigt forklaret, hvad det hele drejede sig om.

Uden ”den lille mand” havde jeg ikke kunnet sidde her idag og skrive om denne bizare oplevelse.

Atter en eftertanke: ”De to mænd fra Tavernen”

I Rethimon kom jeg i snak med en franskmand, der var socialist, og jeg følte en meget stor trang til at fortælle om den absurde oplevelse, lige som for at komme af med nogle af de negative tanker, som hvirvlede rundt i hovedet på mig. Vi snakkede ikke særligt godt engelsk nogen af os, men rigeligt til at vi forstod hinanden. Han fortalte mig, at der var en organisation af socialister fra forskellige lande i Europa, der hjalp frihedskæmperne i Grækenland under faciststyret. Disse socialister blev om muligt likvideret. Til at rydde op i denne modstand, havde Pape de Paulus en militærenhed, som havde gået en skrap uddannelse igennem, der nærmede sig hjernevask, så de var klar til hvad som helst. Franskmandens idé med denne forklaring var, at de to mænd, som jeg havde mødt, stammede fra facisttiden, og jeg må indrømme, at jeg ikke selv kunne finde en bedre forklaring.

Det jeg her har skrevet er ikke en historie, men en oplevelse, som jeg godt kunne have undværet, og hvis man er i tvivel om det skrevne, så er det selvfølgelig tilladt, men jeg kan kun sige, at jeg har ikke andre vidner end mig selv, der kan støtte denne beretning, og så vil jeg sige: ”Det er sandt!”

Det kunne godt være, at jeg efter denne oplevelse, på det tidspunkt godt kunne have haft brug for en dygtig psykolog. Resten af ferien var ikke fri for en del depresive tanker, men heldigvis forsvandt de igen.

 

//Otto Rauff