Musiken

Sagføreren.

Jeg har her valgt at skrive om saven, som far forærede mig da jeg var 11 år. Den har siden fulgt mig gennem årerne, og givet mig mange gode oplevelser og minder.
Jeg mener at min søster Ingfred var 13 år, og jeg var 10 da far, som var skolelære, begynde at undervise os i violinspil. Det foregik som regel i skolestuen, og nogen gange i køkkenet. Jeg havde svært ved at læse noderne, og få det til at harmonere med fingerstillingen samt op- og nedstrøg. Ingfred var tydeligtvis mere ferm til at indlære sig de tekniske ting, der er absolut nødvendige, hvis man skulle videre. Tror nok far mistede tålmodigheden med mig.

Han sagde til mig: ”På Jellinge seminarium var der en kollega der spillede på sav, – det tror jeg er noget for dig!” Og jeg spurgte ham så hvordan man gjorde det? ”Man tager en sav og holder den i en svag S-form, og stryger så på bagsiden af saven, og sænker og strammer eftersom der er lave og højere toner på” Jeg syntes at det lød spænnende, så når far var færdig med eleverne + mig, og de var gået hjem, og han var gået op i sovekammeret for at få en middagslur, gik jeg op i skolestuen og fik fat i skovsaven (den store med to håndtage på) Den stod i hans værkstedsskab for enden af skolestuen. Det værste var så at jeg skulle åbne hans violinkasse og snubbe violinbuen, som han brugte til morgensang! Kan huske at jeg tænkte ”det kan ikke gå værre end at jeg får en ordentlig skideballe” Skovsaven var ca. 1,30 m. Når jeg så spændte fødderne fast på håndtaget og styrede det andet håndtag med hændene, kunne jeg arbejde med den. Jeg var meget forbavset over at høre de første toner. De forsøg gentog jeg flere gange når skolestuen var tom, og far tog sin middagslur, så var der øvetime på saven, og det lykkedes mig næsten at spille ”Tordenskjold” fejlfrit. Jag var udmærket klar over at far ikke fik meget middagssøvn ud af det, da soveværelset lå tæt på skolestuen. Det undrede mig at far ikke nævnde et ord om de forstyrelser savspilleriet bevirkede, og hans bue der havde mistet adskellige hestehår.
En dag kom han med en flad pakke til mig, en blinkende ”Sandvikens Stradivarius”, som svenskerne kalder deres spillesav, + en bue. ”Her er så en ordenlig sav du kan øve dig på, og så kan det være at min violinbue kan få fred, og ligesådan hvis du finder et andet sted at øve på, end i skolestuen.” Jeg betragtede det som en stor ros til mit savspilleri, selv om der ikke var mange ord der mindede om ros. Vores far var ikke den store pædagog, men synes han klarede denne situation bedre end udmærket.
For at springe tilbage, Ingfred fortsatte med violinspillet, og fik undervisning hos Agnes Tausen i Give, og flere år efter blev hun optaget i Grethe Kolbes orkester. Det var ikke det store jeg fik spillet på sav i de mange år herefter, men holdt det pænt ved lige.
I 1959 stod far for at holde en fætter og kusine fest i en lokale i Frederecia. Han skrev til mig at jeg skulle tage min sav med, men jeg syntes ikke om at spille solo på saven, så jeg lod den blive på Stensgårdsallé nr 1, hvor jeg boede på det tidspunkt. Ved ankomsten til festen spurgte han om saven, men jeg måtte forklare hvorfor jeg lod den blive på min bopæl. Det var tydeligt at far var temmelig skuffet, og idag har jeg tænkt på at vi kunne jo have forsøgt at spille sammen, men den tanke faldt os ikke ind, – helt umuligt kunne det jo ikke have været, eftersom min bror Jørn og jeg har spillet sammen til familiefester siden.
Denne blinkende ”Sandvikens Stradivarius”, har jeg siden hen foræret til min niece Margit Rauff, med forhåbninger om at hun måske vil lære det ædle kunststykke at spille på sav. Den er dog knapt så blinkende idag, efter alle år.