Jeg er født 1936, er den yngste i en børneskare på 8 børn, og opvokset i Langelund skole, Ringgive sogn.

1 april 1952 startede jeg min lærlingetid hos malermester Poul Nielsen i Give, senere hos malermester Carlo Hansen i Sdr. Omme, og afsluttede min lærlingetid hos Poul Nielsen med et halvt år på Odense tekniske skole og en bronze-medalje d 1 april 1956. Derefter et halvt år i tegneklassen på Odense malerskole under ledelse af maler Albert Elmsted 1957. På Kunsthåndværkerskole 1958, men sprang 1-ste klasse over og var færdig til 1 maj 1961.

Min karriere som hurtigtegner startede som 17 årig på Sdr. Omme kro. Det var min malermester Carlo Hansen som overtalte mig til at udføre det halsbrækkende nummer i at være hurtigtegner. Det slap jeg så nogenlunde ordentligt igennem, så jeg fik nogle tilbud fra nogle landsbyer i omegnen, der var store nok til at have et forsamlingshus, som jeg kunne optræde i. Senere tegnede jeg på ladet af en lastbil til en anlægsfest i Give.

Mens jeg gik på Håndværkerskolen, satte jeg en annonce i ”Politiken” under ”Musik og Teater”, selv om det ikke havde så meget med det at gøre, var det det eneste sted i avisen, hvor jeg kunne vælge at komme med et tilbud. Da fik jeg så nogle reaktioner på den ”løbende annonce”, og selv om det ikke var så mange kunder jeg fik, havde jeg det godt med det. På Kunsthåndværkerskolen gik jeg i samme klasse som Povl Dissing, han spurgte mig om han måtte komme med og se mit nummer, som bestod i, at jeg tegnede en flok piger i takt til melodien ”Flickorna från Småland”, og det måtte han. Jeg husker, at det var på ”Karnappen” i det indre København.

1961  På “Stop” til Spanien med bl.a. Povl Dissing.

1963 Med “Björkmanns Nöjesfält” på turné i Sverige. Se min beretning “Flickorna i Småland” i bogform i tekst og billeder under fanen “Rejseskildringer”.

Under mine rejser fra 1961 – 1976 har jeg haft fornøjelsen at skitsere/tegne motiver ned på papir fra disse rejser.

1973-1976 efteruddannelse på tegne- og grafiklinien på Kunsthåndværkerskolen.

1977 – startede jeg værkstedet “OTRE” i Kattesundet 12. Det er hovedsagelig malere, der har været medlemmer, men også en del har arbejdet med grafik. Det har været lidt forskelligt, hvor mange medlemmer, der har været i Værkstedet, som måler 90 kvm. I dag er vi 7 medlemmer og 2 på delplads. For nogle år siden skrev jeg kontrakt med Eskil Hauchrog, som har været medlem siden 1989. Efterhånden har Eskil overtaget det administrerende arbejde, hvilket er en stor lettelse for mig. Jeg tror, at værkstedet gennem årerne har været til gensidig inspiration, med de forskellige medlemmers måde at udtrykke sig på, både tegne- og malermæssige. Med mine udstillinger ligger det noget tungt, men jeg har haft udstillet på nogle gallerier i København og et par stykker i provinsen.

1976-1978 arbejdede jeg som freelance-designer hos Bing & Grøndahl. Blandt andet med de firkantede platter med udsigt til forskellige områder i København. Ligeledes vaser med motiver af kirker fra hovedstadsbyerne i Danmark.

2 kommentarer til “Baggrund

  1. Hvad har du lavet, siden da? Jeg har været hos din niece i dag, og så dine værk. Blev interesseret og, ja, så egentlig ikke mere end det. Kunne godt tænke mig, at besøge din atalié på et tidspunkt.

    Like

    1. Hej Kate – Jeg er ikke bare Otto´s niece, det er også mig der håndtere alle spørgsmål og kommentar her, da jeg tar mig af hans hjemmeside 🙂 Jeg skulle foreslå at du ringer til Otto – (se telefonnummer under kontakt fligen her på hjemmesiden, eller på visitkortet du fik da du var hos mig) – og selv aftaler en tid som passer jer begge, eller hvis du foretrækker at Otto ringer til dig i stedet kan du sende mig dit telefonnummer til printcenter@rauff.se så skal jeg se til at han får det snarest.
      Tak for din kontaktforspørgsel 🙂
      Med vänlig hälsning Margit Rauff/Otto Rauff

      Like

Skriv et svar til Otto Rauff Annuller svar